Den bæredygtige stat skal i sit virke respektere, at mennesker ikke er hævet over natur, men er en del af ”Jordens økosystem”. Det betyder bl.a., at eksternaliteter, herunder evt. miljøudfordringer, der opstår som følge af samfundets aktiviteter, ikke kan behandles i isolation. En ”klimalov” skal f.eks. også tage hensyn til andre menneskelige påvirkninger af miljøet, herunder biodiversitet. Ressourcerne i jordsystemet udgør den naturkapital, der understøtter vækst i samfundet, men disse er begrænsede. Ressourcetræk i alle udviklede lande i dag er større, end en ligelige fordeling blandt Jordens befolkning tilsiger. Derfor må den bæredygtige stat forholde sig til den globale ressourcefordeling.